Menu

Historie

Herfølge Boldklub's Historie

En grøftekant i Herfølge
En sommeraften i 1921, nærmere betegnet den 3. juni, sad en del unge mennesker i en grøftekant i Herfølge og diskuterede tidens problemer. Det var almindeligt, at landsbyens ungdom samledes og sludrede om alskens problemer. Fodboldspillet kom i diskussionen, og der løftede sig røster om at få spillet indført i landsbyen.

Der var ikke langt fra tanke til handling. Man fremskaffede en bold, og hermed var Herfølge Idrætsforening faktisk en realitet.

Herfølge Boldklub i Sjællands Boldspil Union's turnering
Vi skal imidlertid helt frem til 1938, før klubben tog skridtet og tilmeldte et hold til Sjællands Boldspil Union´s turnering. Herfølge Boldklub, som den imellemtiden var blevet opkaldt, startede med et hold i B-rækken, hvorfra man allerede året efter - i 1939 - avancerede til A-rækken.

Det blev til 3 år i denne række, hvorefter tilbagevenden til B-rækken blev en realitet i 1942. Efter en forrygende sæson i 1943 vendte holdet igen tilbage til A-rækken, hvor klubbens første hold befandt sig helt frem til 1954.

Herfølge Boldklub i stilstand
Herfølge Boldklub var tilsyneladende inde i en stilstandsperiode. Interessen for fodbold havde vist sig at være begrænset. Der havde ikke været den tilgang af ungdomsspillere, som man havde håbet på - erfaringerne fra de omkringliggende klubber havde ellers vist, at det burde være attraktivt for de unge mennesker.

Den væsentligste årsag til klubbens stilstand skulle søges i, at den fra starten havde forsømt ungdomsarbejdet. Konsekvensen heraf kender enhver klubleder. En dag står man pludselig, og skal have skiftet et helt hold ud, og opdager så, at en ungdomsafdeling havde været dejlig at hente nye folk fra.


Herfølge Boldklubs Ungdomsafdeling
I 1951 oprettedes imidlertid en egentlig ungdomsafdeling under ledelse af John Hansen. Hurtigt fik den en solid stab af spillere på ca. 75 ungdomsspillere. En konstruktiv og solid indsats førte til afdelingens foreløbige kulmination i foråret 1953, hvor 3 af klubbens 4 tilmeldte juniorhold erobrede et kredsmesterskab. Afdelingens markante resultater viste sig senere at bære frugt i seniorafdelingen.

I resten af 1950'erne og i 1960'erne udviklede Herfølge Boldklub sig støt og roligt. På den sportslige front voksede både senior- og ungdomsafdelingen. Klubbens første hold var med helt fremme i de sjællandske rækker, for i 1969 at sikre sig oprykning til den daværende 3. division.

Ungdomsholdene klarede sig bedre og bedre, hvilket bl.a. skyldtes at faciliteterne, gennem bygning af nyt klubhus, cafeteria samt anlæg af flere træningsbaner, var blevet væsentligt forbedret.

Samtidig blev udviklingen af ungdomsspillere mere målrettet. Dette havde desværre ikke den gunstige virkning på seniorafdelingen, som man kunne have ønsket sig.

En ny og spændende æra
På DBU´s årsmøde søndag d. 28. februar 1971 blev der truffet en skelsættende beslutning for dansk fodbold, nemlig at fodboldspillere fremover måtte modtage præmiechecks samtidig med, at de danske professionelle spillere i udlandet måtte spille på landsholdet. En ny og spændende æra havde taget sin begyndelse. Et forløb hvor Herfølge i allerhøjeste grad har været med til at præge udviklingen.
Der skulle imidlertid gå en del år, førend det blev en realitet med betalt fodbold i Danmark og dermed også i Herfølge Boldklub.

Herfølge Boldklub arbejdede sig roligt fremad i rækkerne og var med i 3. niveau, nemlig 3. division fra sæsonen 1969. I oktober 1977 sagde et stort flertal på DBU's repræsentantskabsmøde JA til betalt fodbold i Danmark.

Saftkongen Gudmund Jørgensen
En af de klubber der fra starten satsede på professionel fodbold i Danmark var Herfølge Boldklub. Ejeren af K.V. Saft i Vallø, den legendariske Gudmund Jørgensen, proklamerede i 1978 at Herfølge Boldklub ville indføre professionelle tilstande, for derigennem at medvirke til at højne fodbold standarden, specifikt i Herfølge.

Saft Kongen

Satsningen bar frugt samme år, idet Herfølge Boldklub vandt 3.division. I de to efterfølgende år bevirkede den markante professionelle linie i Herfølge Boldklub, hvor både træningen samt de øvrige aktiviteter havde fået et ordentlig løft, positive resultater på banen.

Træningsfaciliteterne, opvisningsbanen m.v. blev udbygget og forbedret. Der var kommet rigtige professionelle tilstande i " landsbyklubben ".

Anstrengelserne blev kronet med held, idet oprykningen til landets fornemmeste række - 1. division, skete i 1980. Imidlertid er al begyndelse svær, hvorfor klubben allerede året efter måtte forlade 1. division. Springet mellem den bedste række og den næstbedste række, er blevet større end tidligere. Dette skyldes helt sikkert indførelsen af betalt fodbold.

Der blev igen satset hårdt i Herfølge Boldklub og efter to år i 2. division vendte første holdet tilbage til den bedste række i 1984.

Det blev til en fornem 8. plads i den sæson, hvor det tydelig viste sig at standarden var vokset betydeligt, ikke kun i Herfølge Boldklub, men også hos de øvrige hold, selvom flere af første divisionsklubberne ikke til fulde havde indført betalt fodbold.

For klubbens øvrige hold gik det ligeledes fremad fra midten af 80'erne, specielt juniorynglinge afdelingen havde "vind i sejlene", med deltagelse i Ynglinge DM, hvor klubben igennem flere år klarede sig fornemt.

Nu er talentudvikling en meget vigtig del af klubbens politik, og der bliver leveret det ene gode resultat efter det andet i den store ungdomsafdeling, som er en af de allerstørste og bedst på Sjælland. Gennem de seneste år er der arbejdet meget med talentudvikling - og med gode resultater.

Vi arbejder målrettet på at få løftet junior og ynglinge holdet helt op blandt landets allerbedste, og med de altid fornemme resultater lige under disse hold, varer det ikke længe.

Fremgangen i ungdomsafdelingen med talentarbejdet har betydet, at vi er begyndt at have en del Herfølge spillere på de udtagne hold i unionsregi, og sågar også skabe ungdomslandsholdsspillere.

I efteråret 1999 kom Herfølge Boldklub med i Ørestads Cuppen, en talentturnering med hold fra både Danmark og Sverige. Ørestads Cuppen er i dag afløst af en reserveholdsturnering, som spilles på et højere niveau end f.eks. Danmarkseriekampe og U/21 kampe. Alt sammen med til at udvikle de spillere, der ligger lige under Superliga niveau, og som måske kan blive klar inden for kort tid til disse udfordringer.

 

En landsbyklub der kan noget
"Landsbyklubben" Herfølge Boldklub er gennem hårdt arbejde blevet et af de hold "man regner med". Det er en præstation, som alle involverede i Herfølge Boldklub kan være stolte af. Det er ved fælles hjælp lykkedes at skabe en af Danmarks bedste klubber både på og udenfor banen. Denne position skal ikke blot bevares, men forbedres. 
Herfølge Boldklub sigter mod at stabilisere sig i den øverste halvdel i den bedste fodboldrække i dansk fodbold.

 

Mod nye mål
Torsdag d. 25 maj 2000 vil for evigt være indprentet i Herfølge Boldklubs historie, det var dagen hvor klubben for første gang hjemførte trofæet under træner John Faxe Jensens ledelse, og dermed en opfyldelse af klubbens drøm og målsætning, idet man dermed for første gang var klar til europæisk fodbold.

Siden har holdet været nede og vende i den næstbedste række, men hurtigt var holdet tilbage, og den dag i dag vil Herfølge Boldklub altid være kendt for at bide skeer med de største i dansk fodbold.

Efter John Faxe Jensens periode i klubben har klubben været trænet af Johnny Petersen, der fik klubben tilbage i SAS-ligaen.

Johnny Petersen blev efterfulgt af de to tidligere A/landsholdsspillere Michael Schjønberg og Allan Nielsen. Desværre måtte klubben forlade SAS-ligaen efter 2005 sæsonen. Allan Nielsen valgte at stoppe i klubben efter nedrykningen, mens Michael Schjønberg kørte videre i en turbulent periode, hvor der i lang tid blev arbejdet på en fusion med naboklubben Køge Boldklub.

Michael Schjønberg blev solgt til den tyske Bundesliga klub Hannover 96, og fra 2006 hed trænerduoen Jesper Hansen og Auri Skarbalius. Jesper Hansen valgte at stoppe i klubben efter den sidste kamp i november 2006 - hvorefter Auri Skarbalius har overtaget rollen som spillende cheftræner.

Der var henover vinteren 2006/2007 igen livlig debat om en overbygning med naboklubben Køge, og efter overvældende flertal på klubbernes generalforsamling lå det i luften, at denne gang ville overbygningen blive til noget.

Der skulle aligevel gå et par år før at overbygningen med Køge Boldklub vile træde i kraft.

Men d. 25-02-2009 kunne amatørbestyrelsene i Køge Boldklub og Herfølge Boldklub underskrive en overbygningsaftale, der resulter i fælles hold pr. 01-07-2009 som HB Køge. De fælles hold er: 1 senior , Ynglinge DM og Junior DM.

 

Til Toppen
Luk