Menu

Formandslounge

image
Klubformand Dennis Danry
06. februar 2026 kl. 08:50
Herfølge Boldklub deltog i Formandslounge – stærkt lokalt samarbejde i fokus.

Herfølge Boldklub var onsdag den 4. februar 2026 repræsenteret ved klubformand Dennis Danry og bestyrelsesmedlem Jan Martinsen, som deltog i det seneste Formandslounge-møde afholdt i Lellinge IF.

 

Formandslounge er et vigtigt forum, hvor formænd fra fodboldklubberne i Køge Kommune mødes med DBU Sjællands bestyrelse og administration samt nøglepersoner fra Køge Kommune for i fællesskab at drøfte og udvikle fodbolden lokalt. Mødet blev faciliteret af klubrådgiver Jan B. Larsen fra DBU Sjælland, og dialogen bar præg af et stærkt fælles ønske om at udvikle fodbolden i kommunen – fra børne- og ungdomsfodbold til senior-, pige- og motionsfodbold.

Dagsorden for mødet

  1. Velkomst & spisning
  2. Dialog med DBU Sjællands bestyrelse
  3. Status vedr. Team Danmark-samarbejdet v. Talent- og Eliteidrætskonsulent Ane Knudsen + DBU Skolepokalen 2026 afholdes i Køge Kommune
  4. Dialog om kunstgræsbanetider
  5. Drift & faciliteter i Køge Kommune – klubberne yder en flot samfundsindsats i Køge Kommune. Nu er der et nyt byråd, og klubberne ønsker at fortsætte den gode dialog med politikere og forvaltning. Næste step(s) for den fortsatte gode dialog?
  6. Bordet rundt – status i klubberne og drøftelser
  7. Emne, vært og dato for næste Formandslounge

 

Der var flot stort fremmøde fra stort set alle klubber i kommunen, og tak til Lellinge IF for et godt værtskab.

 

Et af aftenens centrale punkter var et oplæg fra DBU Sjællands bestyrelse om DBU’s ambitiøse udviklingsprojekt Hele Danmarks Klubhus. Projektet er DBU’s mest ambitiøse satsning til knap 1,7 mia. kr. og skal styrke dansk fodbold gennem et nyt nationalt fodboldcampus i Høje-Taastrup, 9 regionale fodboldcentre samt øget støtte til de lokale klubber. Målet er at skabe stærke og legende fodboldmiljøer med fokus på trivsel, frivillighed og udvikling for børn og unge – både i bredden og i eliten – samtidig med at nye digitale løsninger skal gøre det lettere at være frivillig i hverdagen.

 

Derudover blev der i dialogen udtrykt betydelig bekymring og undren fra klubbernes side over de markante prisstigninger på DBU’s ydelser til klubberne. Det gælder blandt andet trænerkurser, IT-systemer, gebyrer – herunder turneringsgebyrer – dommere og øvrige ydelser, hvor flere områder oplever stigninger på helt op mod 20–25 %.

Disse stigninger vil lægge et yderligere pres på klubbernes økonomi – også i Herfølge Boldklub.

 

Begrundelsen fra DBU-side er, at prisstigningerne blandt andet skyldes den generelle udvikling i verdensøkonomien. Samtidig blev det tydeliggjort, at det i høj grad er op til den enkelte klub at finde løsninger, eksempelvis gennem overvejelser om kontingentjusteringer, besparelser, øget intern styring og andre tiltag, for at få økonomien til at hænge sammen fremadrettet.

 

Fra Herfølge Boldklubs side var det et meget godt og givtigt møde, hvor samarbejde, fælles fokusområder og fremtidige initiativer blev drøftet på tværs af klubber, kommune og DBU. Samtidig fremhæves det vigtigt at holde fokus på klubbens økonomiske vilkår, så det frivillige engagement og fællesskabet kan bevares og udvikles.

Dennis Danry
Klubformand
Herfølge Boldklub

 

Luk