Menu

Herfølge Boldklub støtter og inspirerer de yngste fodboldspirer

image
Klubformand/Dennis Danry
07. oktober 2025 kl. 10:15
Børnene var ellevilde
Mandag formiddag summede Herfølge Stadion af grin, leg og ægte fodboldglæde, da børnehaven Solsikken lagde vejen forbi. Besøget var arrangeret af Herfølge Boldklubs Klubformand, Dennis Danry, som havde inviteret børn og pædagoger til en formiddag fyldt med boldspil, bevægelse og gode overraskelser.
Anledningen udsprang af en hjertevarm henvendelse fra pædagog Malene i Solsikken, der skrev til klubben på vegne af en gruppe fodboldglade børn:
“Vi er nogle fodboldglade børn, både piger og drenge i Solsikkens børnehave i Herfølge, som elsker at spille fodbold på legepladsen. Derfor skriver vi for at høre, om I har nogle gamle fodbolde, trøjer, flag eller bannere, vi kunne bruge, når vi spiller. Alt har interesse!”
Det ønske kunne Herfølge Boldklub ikke stå for. I stedet for blot at samle lidt udstyr sammen, besluttede klubben at gøre det til en særlig oplevelse. Derfor blev Solsikken inviteret til Herfølge Stadion, hvor børnene fik lov at lege og spille på grønsværen inde på stadion.
Efter en formiddag med boldlege og masser af smil, overrakte Klubformand Dennis Danry en flot donation bestående af fodbolde, spilletrøjer, pokaler, medaljer og forskelligt træningsudstyr, som Solsikken nu kan bruge til deres eget “fodboldprojekt” hjemme i børnehaven.
“Det handler om at give noget tilbage til lokalsamfundet og inspirere de næste generationer. Måske står der nogle kommende Herfølge-spillere blandt børnene i Solsikken – men vigtigst af alt handler det om glæden ved at bevæge sig og lege med bolden,” fortæller Klubformand Dennis Danry.”
Børnene tog imod gaverne med stor begejstring, og pædagog Malene fortæller, at udstyret allerede er taget i flittig brug:
“Børnene var ellevilde – de taler stadig om, at de har spillet på stadion! Vi er så taknemmelige for den varme modtagelse og de fine ting, som giver os endnu flere muligheder for at lege og spille fodbold sammen.”
Med initiativer som dette viser Herfølge Boldklub, at klubben ikke kun handler om resultater og kampe, men også om fællesskab, glæde og lokale rødder. Det er her, fodboldglæden starter – i børnehøjde, med et grin, en bold og en drøm.

Luk