1. senior tabte knebent til topholdet

23. oktober 2026
Herfølge Vallensbæk

Pilen peger i den rigtige retning

Herfølge Boldklubs 1. senior tabte torsdag aften 2-1 hjemme mod rækkens suveræne tophold, Vallensbæk IF. Men selvom resultatet endnu en gang gik imod os, er der masser af positive takter at tage med videre.

De seneste kampe har vist, at vi er ved at finde en bedre struktur i spillet. Vi står mere kompakt, arbejder bedre sammen som hold og er blevet mere konsekvente i vores defensive aktioner. Det har de seneste to hjemmekampe også vist, hvor vi har givet rækkens to absolutte tophold kamp til stregen.

Flot frisparksmål af Anders Thaulow Nielsen 

Vallensbæk kom bedst fra start og pressede os i kampens indledning. Efter 20 minutter kom gæsterne foran, da en lang, svævende bold fik lov til at passere gennem vores defensiv og endte med en scoring bag Mathias Nielsen.

Vi holdt dog fast i vores koncept og fortsatte med at spille fodbold. Efter en halv time blev Ahmad Allaou sendt i dybden og blev hægtet lige uden for feltet. Det kostede et gult kort til Vallensbæk – og gav os en god mulighed for at svare igen.

Anders Thaulow Nielsen tog sig af frisparket og gjorde det på fornemste vis. Med en flot sparket bold uden om muren og ind ved nærmeste stolpe gjorde han det til 1-1.

Herefter fortsatte vi med at presse gæsterne, og Ahmad Allaou fik en stor mulighed alene igennem, som desværre burde have resulteret i en scoring. Vi gik til pause med en fortjent tro på, at der var mere at hente.

Vi kæmpede til det sidste

Efter pausen bølgede spillet frem og tilbage med muligheder i begge ender. Vallensbæk fik tilkendt et straffespark, men gæsterne sparkede bolden højt over mål, og vi slap med skrækken.

Efter 65 minutter gik det desværre galt. For en sjælden gangs skyld fik vi ikke clearet bolden ordentligt, og Vallensbæk udnyttede muligheden til at bringe sig foran 2-1.

Drengene gav dog ikke op. Vi kæmpede videre og forsøgte at finde udligningen, men denne gang ville bolden ikke ind.

I slutfasen blev vi yderligere udfordret, da Mathias Nielsen modtog et rødt kort. Mathias Pedersen måtte derfor trække målmandstrøjen på og vogte målet. Han leverede en formidabel indsats med flere flotte redninger.

Dermed kunne Vallensbæk tage hjem med en 2-1-sejr, mens vi endnu en gang måtte konstatere, at marginalerne ikke var på vores side.

Vi er ved at skabe et hold

Selvfølgelig er det frustrerende at tabe, især når vi leverer en indsats, der giver os tro på, at vi kan matche topholdene. Men vi skal også huske at se på udviklingen.

Vi står bedre organiseret, vi har fået mere struktur i vores spil, og holdet fremstår i stigende grad som en samlet enhed. Samtidig er konkurrencen om pladserne blevet større. Til torsdagens kamp måtte vi faktisk fortælle seks spillere, at de ikke kom med i truppen. Det er et luksusproblem, som jeg ikke tidligere har oplevet i min tid i Herfølge Boldklub.

Det fortæller os, at der sker noget i gruppen, og at arbejdet på træningsbanen begynder at sætte sine spor.

Nu skal vi bygge videre på de positive takter og tage endnu et skridt i den rigtige retning. I næste uge venter en ny opgave ude mod Karlslunde, hvor vi igen skal ud og kæmpe for pointene.

Tak til alle jer, der bakker op om vores 1. senior. Vi fortsætter arbejdet, holder sammen og kæmper videre for de gul-blå farver.