1 Senior. Brændte chancer og fejl kostede mod Karlslunde
Herfølge Boldklubs 1. senior måtte torsdag aften se sig slået med 1-3 hjemme mod Karlslunde IF i en kamp, hvor Herfølge havde mulighederne for et helt andet resultat.
Det blev i høj grad de brændte chancers og de personlige fejl, der kom til at afgøre kampen. Herfølge var spilstyrende i store dele af opgøret og sad på omkring 60 procent af boldbesiddelsen, men manglende skarphed foran mål kombineret med fejl i defensiven blev endnu en gang dyrt.
Herfølge stillede ellers stærkt op med markante forstærkninger i form af Yahyie Shirzai på højre back, Nicholas Marfelt i midterforsvaret og Nicklas Pedersen i angrebet. Desværre måtte både Marfelt og Nicklas P udgå allerede efter omkring 20 minutter, hvilket betød, at flere unge spillere måtte træde til.
Karlslunde kom foran efter 20 minutter på en flot flugter, men Herfølge havde mulighederne for at svare igen. Blandt andet fik Hussein El-Kot en stor chance efter et oplæg fra Nicklas Pedersen , men afslutningen manglede den sidste skarphed. Herfølge gik derfor til pause bagud 0-1.
Efter pausen fortsatte Herfølge med at være det mest spilstyrende hold og tilspillede sig igen flere muligheder. Denne gang lykkedes det også at få udlignet.
Hussein El-kor tog et stærkt løb dybt ind i Karlslundes felt, hvor han blev ramt bagfra af to forsvarsspillere. Dommeren pegede på pletten, og Hussein tog selv ansvar og sendte sikkert bolden i mål til 1-1.
Herefter havde Herfølge momentum og flere store muligheder for at tage føringen. Men igen manglede den afgørende konsekvens i afslutningerne.
I stedet blev en fejl i Herfølges opspil straffet kontant, da Karlslunde kunne bringe sig foran 2-1. Efter scoringen mistede Herfølge noget af momentumet og havde sværere ved at skabe de store chancer.
Mod slutningen kom endnu en fejl, hvor for mange berøringer i en presset situation gav Karlslunde muligheden for at erobre bolden og afslutte sikkert til kampens slutresultat 1-3.
Et resultat, der ikke nødvendigvis afspejler kampens spil og chancer, men som endnu en gang viser, hvor afgørende det er at være konsekvent i begge felter.
Vi skal score på vores chancer – og vi skal stoppe med selv at skabe problemer med fejl bagud. På dette niveau bliver fejl straffet, og når vi samtidig ikke udnytter vores egne muligheder, bliver det svært at få point.
Derudover står det klart, at den fysiske form skal løftes markant. Ikke alle spillere kan endnu holde niveau i 90 minutter, og her er vi i øjeblikket vores egen største modstander.
Der er dog ikke tid til at hænge med hovedet. Vi må op på hesten igen og rette fokus mod næste opgave.
Torsdag venter endnu en hjemmekamp, når Avedøre kommer på besøg. Her skal jagten på point fortsætte.

