Massiv spillemæssig fremgang – men Herfølge måtte gå fra banen uden point
Herfølge Boldklubs 1. senior leverede torsdag aften en markant bedre spillemæssig indsats, men måtte trods overvægt i både spil og chancer se sig slået 1-2 af FC Lejre på den nye kunstgræsbane.
Man skal kende sin besøgstid.
Det måtte Herfølge Boldklubs 1. senior sande torsdag aften, hvor FC Lejre tog alle tre point med hjem efter en kamp, hvor Herfølge ellers viste massiv spillemæssig fremgang.
Til kampen var der foretaget flere ændringer i startopstillingen. Det betød blandt andet gensyn med Anders Thaulow Nielsen, som efter en længere skadespause så småt er tilbage på banen, mens Hussein El-Kot vendte tilbage efter karantæne. Samtidig var både Gustav Würtzner og Christopher Prentice Wind hjemme fra ferie. Tre af de fire fandt vej til startopstillingen.
Kampen bølgede frem og tilbage i indledningen, men Herfølge havde svært ved at få omsat det gode spil og de skabte muligheder til mål.
I stedet slog FC Lejre til.
Et flot langskud blev sendt i nettet bag en chanceløs Mathias Nielsen i Herfølge-målet, og gæsterne kunne dermed bringe sig foran 1-0.
Herfølge lod sig dog ikke slå ud og fortsatte ufortrødent med at presse FC Lejre. Det spillemæssige overtag blev større, men samtidig opstod der naturligt risiko bagtil, når man presser højt og sender mange spillere frem.
Det udnyttede gæsterne.
En bold i dybden gav FC Lejre muligheden for at øge føringen til 2-0, og dermed måtte Herfølge gå til pause bagud med to mål.
I pausen var budskabet klart: Vi skulle blive ved med at tro på det.
Det gjorde spillerne.
Herfølge fortsatte med at have det spillemæssige overtag efter pausen og arbejdede hårdt for at komme tilbage i kampen. Vitus Juul fik reduceret til 1-2, og herefter blev der sat yderligere pres på gæsterne.
Desværre blev anden halvleg også præget af hele fire gule kort til Herfølge og dermed spille i undertal i sammenlagt 40 minutter. Det er ganske enkelt for mange og noget, holdet skal have rettet op på.
Trods det fortsatte Herfølge med at jagte udligningen. Helt til det sidste var mulighederne der. Tre kæmpe chancer opstod i kampens afsluttende fase, men skarpheden foran mål manglede, og derfor blev det ved lige ved og næsten.
Daniel Hestehauge leverede kampens oplevelse
Hvis der skulle peges på én spiller, som for alvor skilte sig ud torsdag aften, var det Daniel Hestehauge .
Med stor spillemæssig overlegenhed, flot teknik og afleveringer, der konstant gjorde holdkammeraterne farlige, var Daniel en af de helt store årsager til, at Herfølge havde så meget kontrol over spillet.
Der burde ganske enkelt være kommet mere ud af det.
Det er samtidig den helt klare lektie fra kampen. Når man skaber så mange muligheder og især har tre store chancer til sidst, skal bolden i nettet.
Derfor står næste uges træning også på afslutninger.
For selvom resultatet naturligvis skuffer, var der meget positivt at tage med fra torsdagens kamp.
Den spillemæssige indsats var et stort skridt i den rigtige retning, og samtidig er der opstået en sund konkurrence om pladserne på holdet. Flere spillere banker på, og det skal presse alle til at hæve niveauet.
Nu venter næste udfordring i næste uge, hvor 1. senior tager turen til Vallensbæk.
